Ny-diagnosticeret - hvad nu? Hold 2 Aarhus

Ny-diagnosticeret - hvad nu? Hold 2 Aarhus

Netværksgruppen består af 30 forældre, der mødes til en indledende temadag med professionelle oplæg i trygge rammer. På temadagen er der tid til at fordybe sig i emner som fx sorg og krise-reaktioner, stress og egenomsorg. Der vil også være god tid til gruppearbejde, erfaringsudveksling og at netværke med de andre deltagere. 

Efter første temadag er der tre online-møder med forskellige temaer. De ligger på hverdagsaftner og varer ca. to timer. Her vil der være mulighed for at reflektere over det, I fik med jer fra temadagen samt at få sparring og rådgivning om emner, der optager jer. Det kan være alt fra jura og samarbejde med offentlige myndigheder eller mere følsomme emner som parforhold eller sorg.

Til sidst runder vi af med endnu en fysisk mødedag, hvor vi både samler op på de emner, der har fyldt mest for gruppen under forløbet og dykker ned i det store ”hvad nu?” for jer som forældre. 

Hvad får man ud af at deltage?
Målsætningen med projektet Ny-diagnosticeret – hvad nu? er at give jer både redskaber og netværk, så I kommer styrket fra start i den nye livssituation og dermed får bedre forudsætninger for at skabe et godt liv både for barnet og resten af familien. 

I vil også møde andre forældre, der står i en lignende situation. Forældre som forstår og selv har mærket alle de store følelser, der er på spil. Og forhåbentlig vil I lære hinanden så godt at kende, at netværket består, når forløbet afsluttes.

COVID-19-forholdsregler
Vi gennemfører de fysiske møde med fokus på at overholde alle gældende retningslinjer ift. COVID-19. Hvis temadagene falder i perioder med forsamlingsforbud, flytter vi arrangementerne til et andet tidspunkt.

Hvem kan deltage?
Forløbet er åbent for alle forældre med børn i alderen 0-6 år, der enten har en diagnose eller er/skal i gang udredning. Husk at tilmelde begge forældre, hvis I deltager som par. 

Forløbet er gratis. 

Underviser
Ergoterapeut og handicapkonsulent Kis Holm Laursen fra Det Unikke Barn. 

Tak til Nordea-fonden for støtte til at føre projektet ud i livet.

https://2864.foreninglet.dk/memberportal/subscribe/index/73086

Arrangement oversigt

Start dato 26-03-2022 10:00
Slut dato 26-03-2022 16:00
Max Pladser
Pris Gratis
Det foregår Scandic Aarhus Vest