Er du bekymret eller nervøs, når du skal til møde med kommunen? Har du mistet overblikket over jeres sag? Eller er hele området nyt for dig?
For Lige Vilkår tilbyder hjælp fra vores frivillige bisiddere.
Tryk på billedet for at se video om vores bisidderkorps
Vores erfaring er, at mange har svært ved at takke ja til at få en bisidder med til møder med myndigheder eller institutioner. Men vi ved også, at dem, der takker ja, efterfølgende er meget glade for den støtte, de har fået. Oplevelserne er ofte, at det har øget overblikket, lettet dialogen og gjort mødet mere konstruktiv.
Vi kommer gerne til alle slags møder – ikke kun når sagen er gået i hårdknude eller dialogen kørt af sporet.
Et typisk bisidderforløb starter med, at du tager kontakt til os og i korte træk beskriver, hvad mødet handler om og hvor og hvornår det finder sted. Vi sender efterfølgende en anonymiseret forespørgsel ud til vores bisidderkorps, hvorefter der stort set altid er en frivillig bisidder, der melder sig til opgaven.
I få så hinandens kontaktoplysninger, og derefter starter det egentlige forløb. Vi opfordrer jer til at tage et formøde (evt. telefonisk), hvor du fortæller bisidder om sagen. I kan også med fordel aftale, hvilken rolle din bisidder har på selve mødet. Når mødet er afholdt runder I af og samler op på udfaldet. Det kan være umiddelbart efter mødet, men ofte er det en fordel at vente til dagen efter, når det har bundfældet sig.
Vores bisiddere er uddannede i de vigtigste områder i serviceloven og retssikkerhedsloven, og du er sikret fuld diskretion omkring et bisidderforløb.
Har du brug for en bisidder, så skriv til os her med en kort beskrivelse af mødets agenda, tid og sted.
Vil du gerne være bisidder? Læs mere her.