For Lige Vilkårs politiske program 

Bedre sagsbehandling i kommunerne

 

Uddannede Socialrådgivere 

Det er essentielt, at familierne mødes af uddannede socialrådgivere. I mange kommuner er sagsbehandlere kontoruddannede, der har fået en efteruddannelse. Det er problematisk, når det faglige fundament derfor ikke er stærkt nok og den relevante baggrundsviden er utilstrækkelig. Dermed sættes de grundlæggende principper om god forvaltningsskik over styr. 

 

Beslutningskompetence tæt på borgeren

”Jeg skal vende det med teamet” er en sætning, enhver, der modtager hjælp efter serviceloven, kender. Det gør, at man som borger er afhængig af, om lige præcis den sagsbehandler man sidder overfor, er i stand til at tale ens sag i teamet. Den konkrete og individuelle vurdering bliver således afhængig af, hvor kompetent og overbevisende ens sagsbehandler er - og hvor denne ligger i hierarkiet.  

Ret til samme sagsbehandler

Hvis en familie har flere børn med diagnoser, skal familien, hvis de ønsker det, have ret til samme sagsbehandler. Det muliggør helhedstænkning og reducerer stres i familien. 

 

Intet økonomisk incitament

Ingen mennesker, hverken sagsbehandlere eller økonomidirektører, går på arbejde for at genere borgere, der har brug for hjælp. Men faktum er, at kommunerne er presset økonomisk. Det giver incitament til det, der kaldes grænsesøgende/grænseprøvende afgørelsespolitik. Altså at kommunerne prøver at give afslag på nødvendig hjælp. Hvis borgeren ikke anker, sparer kommunen penge. Tilsvarende sparer kommunen penge i den tid en anke behandles i Ankestyrelsen. Vi støtter Justitia og Advokatsamfundets forslag om at oprette en retssikkerhedsfond, som kommunen skal indbetale til, hvis de træffer afgørelser, der efterfølgende omgøres i Ankestyrelsen. Målet er ikke at polstre en stor fond økonomisk, men at sikre at kommunerne træffer de rette afgørelser første gang.

 

Budgetlov

Mange kommuner er udfordret af stramme rammer i form af service- og anlægsloft. Vi forstår godt, at det er nødvendigt med en økonomisk styring, men vil gerne arbejde for at kommunerne får mulighed for at arbejde med de rammer over en længere årrække, sådan at en ramme kan sprænges et år for at hentes et andet år. Vi støtter også de mage initiativer, der ønsker at underkaste budgetloven et eftersyn / ønsker at undersøge budgetloven (for at se på om budgetloven er rigtig skruet sammen i det hele taget )(https://www.kl.dk/forsidenyheder/2020/oktober/vigtigt-med-en-mere-fleksibel-budgetlov-og-mere-gennemsigtighed-i-haandteringen-af-corona/)

Ankestyrelsen

Der er alt for mange afgørelser, der er forkerte enten i formel eller materiel forstand. Der skal fart på sagsbehandling af ankerne, og styrelsen skal have mulighed for hurtig og grundig sagsbehandling. Ankestyrelsen og kommunerne skal forpligtes på at sikre en ens forståelse af afgørelser på tværs af kommunerne, så  den grænsesøgende afgørelsespolitik kun sker i én kommune. Det skal sikres, at samtlige 98 kommuner ikke skal have enslydende sager via ankestyrelsen for at sikre ens retspraksis mellem kommunerne. Det vil med andre ord sige, at der skal laves flere afgørelser af principiel karakter – og kommunerne skal kende dem. Det kunne eksempelvis betyde, at man som et led i sagsbehandlingen forpligtede kommunerne til at afsøge, om der findes afgørelser på området. 

Menneskesynet og helhedstænkning

Synet på mennesker med handicap og deres familier har ændret sig. Helhedssynet er forsvundet, og der tænkes i tiltagende grad snævert på, hvordan en enkel ydelse kan eller ikke kan bevilges. Vi savner helhed og tro på at godt, helhedsorienteret og langsigtet socialt arbejde betaler sig – både menneskeligt og økonomisk. 

 

Strategi for de højtspecialiserede områder.

Med kommunalreformen blev det tydeligt at der tænkes i at hjemtage til egne kommuner. Det er et kæmpe problem, fordi det medfører en af-specialisering. Af-specialiseringen skal stoppes, og der skal laves en holdbar og økonomisk løsning, så det ikke bliver så svært at få det rette tilbud. Der skal udvikles en økonomimodel, der ikke gør det fordelagtigt at tænke i hjemtagning. VISO skal være lettere tilgængelig for familierne og kommunerne. På den måde sikres det, at hver kommune ikke skal genopfinde den dybe tallerken ved hvert sjældne handicap. Endelig skal der gives lovkraft til speciallægeattester o. l. Det nytter ikke noget at kommunerne blot kan se bort fra tydelige beskrivelser og anbefalinger 

Tro og loveerklæringer 

Mange familier har udelukkende kontakt til sociale myndigheder, fordi de har et eller flere børn med diagnoser. Disse familier ville under andre omstændigheder fuldt ud være i stand til at komme gennem tilværelsen uden hjælp fra det offentlige. Familier med den profil skal have mindst mulig kontakt til det offentlige – det sparer kommunerne for unødvendig omfattende kontakt til familien og omvendt. Ved anvendelse af tro og love-erklæringer skal familierne have langvarige bevillinger til de foranstaltninger, der åbenlyst er behov for i lange perioder (fx aflastning, TAF, merudgifter). Dermed frigives der ressourcer i systemet til familier med ny-diagnosticerede børn og familier med større behov for støtte fra systemet.

 

Overgang til voksenområdet

Mange forældre bekymrer sig med rette om overgangen til de 18 år, fordi den ofte er en både stor og kompleks proces. Den unge bliver myndig. Det betyder, at kommunen ikke kan henholde sig til, at der ikke er søgt om en ydelse. Derfor er vi glade for, at det er blevet lovfæstet, at overgangen skal påbegyndes når barnet er 16 år for unge med betydelig nedsat fysisk og psykiske funktionsevne.  Det er vigtigt, at der tænkes i helheder, og at barnets / den unges perspektiv inddrages.
Vi tror på tilknytning til samfundet. Når barnet bliver voksen, vil mange opleve, at nogle opgaver bortfalder; i hvert fald på papiret. Den unge er myndig, og ved det 18. år får kommunen omsorgspligt. Det betyder for nogle, at de skal tilbage på arbejdsmarkedet for første gang i nogle år. Nogle forældre har været på delvis eller hel tabt arbejdsfortjeneste indtil da og skal derfor hjælpes tilbage til et job. Vi arbejder for, at kommunerne løfter denne opgave, og at der tænkes i sammenhæng mellem beskæftigelseslovgivning og serviceloven. Det vil sige nem adgang til revalidering og god støtte til den forældre, der skal tilbage.

Civilorganisationernes rolle

Vi tror på, at civilorganisationer som vores skal spille en aktiv rolle i samfundet. Helt konkret kan vi hjælpe med at bygge bro. I nogle tilfælde glider samarbejdet mellem familier og kommune fint og uproblematisk, men i andre sammenhænge er billedet et ganske andet. Uanset hvad er relationen mellem kommune og borger altid asymmetrisk. På den ene side står en familie med stort behov for hjælp. På den anden side er en sagsbehandler i en kommune med stram økonomi. Kommunen kan selv gøre meget for at dæmme op for asymmetrien i sagsbehandlingen, men kan også med stor fordel drage nytte af civilsamfundsaktørerne – fx i bisidder-funktioner, til kurser og rådgivning. Civilsamfund og kommuner er ikke hinandens modsætninger. Vi vil det samme, men vi taler fra forskellige udgangspunkter, og det gør civilsamfundsaktørerne til mere oplagte støtter for borgerne.